Politiken har forsøgt at rekonstruere den forsvundne Erik Gahner Hansens færden. Jeg føler mig efterhånden overbevist om, at min bror er blevet myrdet, men så længe det ikke kan bevises, løser formodningen jo ingen problemer, siger kedelpasser Jens Oluf Gahner Hansen, Skjern, til Politiken. Han er bror til Erik Gahner Hansen, der forsvandt i 1960, og som politiet nu har opgivet at finde. Politiken forsøgte i går at kortlægge Erik Gahner Hansens og Bjørn Egon Steglers færden i månederne op til deres forsvinden i marts 1960 og maj 1959. Erik, var hjemme i slutningen af februar 1960, fortsætter Gahner Hansens bror. Jeg kan huske at det var en weekend, at Erik tilbragte lørdagen hos mor og overnattede hos hende, medens han spiste frokost hos os om søndagen og tog 14-toget til Esbjerg, hvorfra han fortsatte til København. Siden har jeg hverken set eller hørt fra ham, men jeg ved at han kom tilbage til sit logi på Holger Danskesvej på Frederiksberg efter turen til Skjern. Knyttet til sin mor Han var stærkt knyttet til mor, der nu er død, og han var jævnligt i kontakt med hende. Det er derfor helt usandsynligt at han ikke skulle reagere, da han hørte at mor var død. Jeg føler mig overbevist om, at han er blevet myrdet, men hvem der har gjort det har jeg ingen anelse om. Gahner Hansen traf i 1944 under et rekreationsophold en mand, som senere skulle komme til at spille en betydelig rolle i hans liv. Det var manden hos hvem han senere flyttede ind på Frederiksberg, og i hvis familie han blev optaget. Han boede i en periode hos min svigermor, medens han havde arbejde i København, men efter et års tid rejste han hjem til Skjern, hvor han vistnok blev forlovet, siger fruen i den familie, hvor Gahner Hansen boede da han forsvandt. Min mand og Gahner Hansen var nære bekendte, og en overgang arbejdede de samme sted, men da Gahner rejste til Skjern i forbindelsen med forlovelsen, hørte vi ikke fra ham i lange tider. Pludselig stod han her igen, det var i maj 1957. Han flyttede ind og boede her til sin forsvinden i 1960. et var ikke vores indtryk at han kendte ret mange andre mennesker end os og vores naturlige omgangskreds, og han havde tilsyneladende heller ikke behov for mere kontakt. Arbejdsmand Medens han boede hos os arbejdede han forskellige steder, bl.a. på De forenede Papirfabrikkers afdeling på Nørrebro og han var ansat som arbejdsmand i et bogtrykkeri da han forsvandt. Han levede en rolig og meget regelmæssig tilværelse, og derfor blev vi straks mistænksomme, da han udeblev 7. marts 1960. Jeg husker at vi havde fejret vores datters fødselsdag aftenen før han forsvandt. Min datter har fødselsdag 5. marts, men dagen blev fejret 6. og Gahner Hansen deltog. Næste morgen stod han op til sædvanlig tid og gik på arbejde, og siden har vi intet hørt fra ham. Da der var gået en uges tid, underrettede vi hans mor i Skjern, og samtidig meddelte vi politiet, at han var forsvundet. Hans mor fik udvirket, at der aldrig blev startet nogen egentlig eftersøgning. Hun henvendte sig til Røde Kors, men der kom aldrig noget egentligt resultat. Da der var gået nogle måneder, pakkede vi hans papirer sammen og gemte dem, og først sidste år fandt vi dem frem, da vi fik en henvendelse fra politiet. Kriminalpolitiet har kontrolleret Gahner Hansens færden 7. marts 1960, og man har konstateret, at han mødte rettidigt på sin arbejdsplads, som han først forlod ved arbejdstidens ophør. Og hermed slutter sporene. Interessante omstændigheder. Der er interessante omstændigheder ved hans forbindelse med den chauffør, der sidste år blev dømt for tyveriet af 40.000 kr. margarinefabrikken Kronborg. Chaufføren forklarede politiet, at han i en fjern fortid - vistnok i midten af 50'erne - begik et indbrud i et sommerhus i Nordsjælland, hvor han stjal en parabellum-pistol og en maskinpistol. Disse våben gravede han ned i en plantage i Nordsjælland, hvor de lå i tre år, medens han afsonede en fængselsstraf. Og i slutningen af 50'erne solgte han pistolen til Gahner Hansen. Gennem afhøringerne af Hansens familie i Jylland har politiet fundet ud af, at Gahner Hansen faktisk havde en Parabellum pistol, da han sidste gang var hjemme i slutningen af februar 1960. Dette kunne tyde på, at det nok var lidt dristigt, når myndighederne sidste år fejede chaufførens forklaringer om bekendtskabet med de to forsvundne mænd af bordet. I fængsel Politiet har fået klarlagt, at Gahner Hansen og chaufføren sad i Nyborg Efter fængselsopholdet tog Gahner Hansen hjem til Skjern, hvor han boede i nogle måneder. Han havde arbejde, en periode bl.a. som medhjælper hos en rørlægger. Beskæftigelsessituationen var imidlertid så usikker, at han valgte at rejse til København. Men under sit ophold hjemme har han flere gange talt om chaufføren, der var væsentligt yngre end han selv, men som han havde planlagt alle tiders fidus med. Hvor meget chaufføren og Gahner Hansen har set til hinanden, efter at Gahner Hansen kom til København, har man ikke kunnet kontrollere. Arbejdskammerater Med Bjørn Egon Stegler forholder det sig noget anderledes. Han og den nu dømte chauffør var jævnaldrende og de mødtes i slutningen af 50'erne, da de begge blev anvist arbejde i et speditionsfirma på Østerbro. De har tilsyneladende været vældigt på bølgelængde med det samme. De arbejdede kun i firmaet to dage, men har nået på den korte tid at få så meget indtryk af hinanden, at de udbyggede bekendtskabet. Chaufføren har forklaret politiet, at Stegler indviede ham i en fidus kort efter deres møde. Fidusen Fidusen kunne først realiseres, når chaufføren havde skaffet en garage et eller andet sted i København. Det lykkedes, og kort tid efter mødte Stegler - ifølge chaufførens forklaring - op med en Opel Rekord, som chaufføren fik besked på at male om. Han gik i gang, men nåede kun til taget, forklarede han politiet. Og senere havde chaufføren af frygt for at blive indblandet i noget alvorligt, kørt vognen til Vedbæk, hvor han forlod den. Siden havde han ikke set Stegler. Denne forklaring passer tilsyneladende. I hvert fald fandt man en vogn i Vedbæk, som havde rødt tag, og som Stegler havde lejet på Frederiksberg kort før sin forsvinden. Chaufførens oplysninger om bekendtskabet med de to mænd, der tilsyneladende ikke har kendt hinanden, er opsigtsvækkende. Og selv om man afviste forklaringen som alibi i forbindelse med chaufførens enorme pengeforbrug, satte politiet alligevel to mand til at undersøge, hvordan det kunne forholde sig, at et menneske skulle opleve noget så fantastisk, at to af hans bekendte forsvandt sporløst med nogle få måneders mellemrum. Svømmedykning Man ved, at Stegler har interesseret sig for svømmedykning, idet han håbede, at han kunne finde guldbarrer i Kattegat, og der har været arbejdet med en teori om, at han skulle have prøvedykket med sit nye udstyr i Frederiksborg Slotssø. Dette afviser slotsgartneren på det bestemte. Man ved også, at Stegler før sin forsvinden optrådte meget hemmelighedsfuldt - selv over for sin familie. Hans mor havde således fået mistanke om, at han havde rodet sig ind i noget kriminelt, og da hun gik ham på klingen, svarede han blot, at det var statshemmeligheder, han arbejdede med. Ingen har således rigtigt vidst, hvad Stegler foretog sig før han forsvandt. Den dømte chauffør er straffet flere gange tidligere, i et par tilfælde for ret alvorlige forbrydelser. Chaufføren Han har i årene før sin anholdelse i forbindelse med kuppet på margarinefabrikken været beskæftiget flere steder. Han har været stilladsarbejder, men forlod dette arbejde i vinteren 1965, da vejret blev så dårligt at byggeaktiviteten stagnerede. Så blev han ansat som chauffør i soigneringsfirmaet West i Herlev, hvor han arbejdede i omkring et år. Herfra rejste han til margarinefabrikken Kronborg hvor han arbejdede til sin anholdelse i 1967. Han bliver overalt karakteriseret som en omgængelig og påpasselig medarbejder, som man har været ked af at miste. Da han blev dømt ved Københavns byret sidste år, besluttede han straks at appellere dommen, idet han fastholdt sin forklaring om, at han havde fået sine mange penge fra de to forsvundne mænd. Senere har han dog frafaldet ønsket om at få sagen indbragt for Landsretten. To kriminalfolk har afhørt ham indgående om hans kendskab til de to forsvundne, og han har villigt forklaret, hvad han vidste, indtil han pludselig besluttede, at politiet selv måtte opklare sagen.
